Skyderier og hest med sammensyede øjne

Kvinde på 22 år: Arbejder med svin og bor med kæresten

Drøm: Stedet er ukendt, men der er min kæreste og en ukendt mand. Denne ukendte mand skyder min kæreste, hvorefter han skyder mig ­– Jeg genoplever øjeblikket igen, hvorefter at manden igen skyder min kæreste, men jeg skyder nu  ham og rammer ham i tindingen. Han dør ikke. Min reaktion på dette er, at jeg er bange og ked af det.

Jeg er senere inde i en stald. Mener at den mystiske mand er der endnu. I drømmen er jeg ikke tryg ved at være i stalden. Der står en gråhvid hest med grå mule, umiddelbart er den sød, men øjenlågene er syet sammen med sorte sting, så den ikke kan se – den ser dog ikke ud til at have ondt. Mit drømme jeg: bange og skriger.

Jeg vågner kort efter, og prøver at få styr på drømmen, men kan ikke…

Drømmetydning: Da jeg ved så lidt om dig, bliver det kun gode gæt, jeg kommer med.

Umiddelbart tænker jeg, at der er nogen, der skyder på dig i overført betydning i din dagligdag. Det kan være en mand, der kommer med spydige eller sårende bemærkninger. Eller måske rammer dig med nogle seksuelle tilnærmelser. Det kan dog også være noget i dig selv, der på en eller anden måde skyder med skarpt mod andre sider af dig. Uanset, er du nu blevet opmærksom på dette mønster og reagerer, før du bliver ramt. Du skyder ham i tindingen, hvilket tyder på, at du rammer hovedet og ikke følelserne.

Du er ikke tryg ved at være i stalden. Alle former for huse, stalde, telte etc. har til formål at beskytte og afgrænse os. At den mystiske mand måske er i samme stald som dig, kan enten betyde, at der er nogen, der er trådt over dine følelsesmæssige grænser. Eller det kan referere til en ubevidst side af dig, der er ved at blive integreret. En side, som har været usynlig for dig indtil videre.

At hestens øjne er syet sammen, tyder på, at din egen hesteside (natur, drifter) ikke kan se. De sorte sting kunne måske handle om en sorg eller et traume, der forhindrer din natur, seksualitet og dyriske instinkter i at åbne øjnene og opleve verden. Men igen kan det handle om noget indre. Måske ser du ikke din egen aggressive maskuline side. Under alle omstændigheder vil det være godt at fjerne stingene og kigge ud. Agressivitet kan være en god ressource.

Fra psykisk syg til åndelig leder

Anna: Jeg er en 49-årig kvinde, som har barn, mand og husdyr. Jeg er ikke ude på arbejdsmarkedet – har mange skjulte, indre “dæmoner” at arbejde med. I forbindelse med en anden drøm, jeg sendte herind, fandt vi ud af, at jeg havde brug for at arbejde med at integrere min mandlige side mere. Jeg tænker, om denne drøm kan have noget med det at gøre … Selvom den “mandlige hovedrolle” i denne drøm ikke just fremstår, som jeg forestiller mig, min mandlige side ville være …

Drøm: Der er oprør, katastrofe og krig. Tingenes tilstand er ud over det normale, og forhutlede menneskeflokke drives fra et sted til et andet. Jeg og min flok skal fx forbi en bunke af døde mennesker, og jeg ved, at mit afdøde barn, Josefine (som jeg for mange år siden mistede sent i en graviditet) er i bunken, som lugter dårligt. Mens vi går forbi, taler folk omkring mig om, hvor dårligt der lugter, og de holder sig for næsen. Jeg undgår selv at udsætte mig for denne lugt, som skræmmer mig blot ved at høre de andre tale om den. Jeg tænker dog også, at det er godt, at Josefine stadig findes, i sin genkendelige, menneskelige form, et sted i bunken. Vi kommer videre, og jeg har et værelse i en stor, anonym, offentlig bygning. Det er ikke mit sædvanlige bosted, men et værelse, jeg har fået henvist for en tid. Jeg har min kat, Diablo, boende derinde. Han vil gerne ud ad vinduet, men det vil jeg ikke lade ham komme. Jeg går rundt om huset for at inspicere terrænet udenfor det højtsiddende vindue, og ser, at der er solbeskinnet og fredeligt, og der ligger orange katte og slapper af, og Diablo ligger der faktisk også, og slapper af, for vinduet var alligevel åbent. Tilbage i værelset er jeg i kontakt med en slags hjemmehjælper, og jeg ved, at min tidligere genbos søn, Tobias (som er ca 20 år) også er i nærheden, og at han, som jeg, har brug for hjælp, ikke mindst på grund af en lidt sær psyke. Han er tilknyttet en særlig religiøs retning, og hans “sekt” har deres egen kirke, endnu en stor, upåfaldende bygning. Der er tilknyttet en scene og mange tilskuerpladser, og jeg sidder på en tilskuerplads og ser Tobias på en tilskuerrække meget længere nede mod scenen. Han er i forbindelse med hjemmehjælperen, som får ham til at ligge ned og slappe af, og selvom jeg ikke har tillid til Tobias, ligger jeg snart ved siden af ham på tilskuerrækken. Det er spændende at være tæt på ham, men jeg går alligevel tilbage til den korridor, hvor mit værelse er, fordi jeg skal have vand at drikke. Jeg håber egentlig, at han vil følge mig, men i stedet støder jeg på en gruppe unge ballademagere, så jeg skynder mig ind på mit eget værelse, selvom jeg ellers ville have brugt et offentligt toilet på gangen. Jeg er ked af, at Tobias ikke kom til mig, men jeg er hurtigt tilbage i “kirkebygningen”, denne gang længere inde i bygningen. Der er ingen traditionel religiøs udsmykning eller højtidelig/guddommelig stemning derinde. Der er snarere lidt fabrikslignende og offentligt, men på en nogenlunde behagelig måde. Nu er Tobias ikke længere en, der har brug for hjælp, han er derimod kirkens overhoved, og han skal hjælpe mig til at blive integreret i det religiøse samfund. Han skal fx undersøge, hvad jeg har i munden, og det gør han ved at stikke sin tunge ind i min mund, så vi nærmest kysser, hvilket jeg synes rigtig godt om. Jeg vil gerne kysses mere, og heldigvis skal han også undersøge meget mere ved mig, så hans ansigt kommer hele tiden helt tæt på mit, hvilket jeg nyder, og vi kysser mere og mere, og nærmer os et erotisk samvær.

Drømmetydning: Noget tyder på, at du ikke har fået bearbejdet sorgen over din mistede datter. Der er en bunke der lugter, hvor hun også ligger. Denne bunke er en del af dig, og når noget lugter, er det fordi, at det ikke er komposteret/bearbejdet ordenligt.

At Tobias er ca. 20 år kan være et hint til noget, der skete for 20 år siden, eller da du selv var 20 år. Sandsynligvis en oplevelse, der har påvirket dig kraftigt psykisk (han er jo psykisk syg). Noget du nu er i stand til at se på og integrere – du kysser det. At du skal undersøges i munden, får mig til at tænke på, om du har noget dér, der kræver nærmere undersøgelse. Måske noget du ikke får sagt? Katten måtte heller ikke komme ud. Dette indikerer, at du prøver at holde noget inde. En kat har ofte noget med instinkter og drifter at gøre – er du bange for at slippe disse sider fri?

Der er meget, der er offentligt i din drøm, hvilket jeg finder en anelse pudsigt. Især det, at du bor et offentligt og anonymt sted. Dit hjem har jo noget med dine rammer og din identitet at gøre. Føler du dig som en del af det offentlige system, er du en offentlig person, eller har du svært ved at skabe din egen unikke selvstændige identitet?

Der ligger orange katte og slapper af, og Tobias ligger også ned og slapper af – ligesom kattene. Jeg tænker, at din driftside er ”liggende” i øjeblikket. Du ønsker også, at Tobias skal følge efter dig. Hvilket han ikke gør. Din indre mand har ikke vækket sine aktive, maskuline jagtinstinkter. Du indtager desuden en meget passiv, kvindelig position, da du ikke beder ham om at komme med. Dette passive tema gentages ved, at du befinder dig på tilskuerrækken. Du er tilskuer til livet.

Du kommer dybere ind i kirken, da du har drukket vand. Det vil sige, at du kommer dybere ind i dig selv, efter at du har fået dækket et følelsesmæssigt behov. Og her sker der en forvandling. Når man kysser frøen, så forvandler den sig til en prins. Din indre Tobias bliver rejst op. Han har ikke mere brug for hjælp, men er nu et overhoved. Og han skal hjælpe dig med at blive integreret i det religiøse samfund. Dette kan have noget med din spiritualitet, din maskuline ånd eller dit indre bryllup at gøre – man bliver jo gift i kirken. Tobias hedder også Tobias og han er 20 år, det understøtter dualitetstemaet og arbejdet med at forene dine to sider. Men uanset har din indre mand stærke åndelige, ledende og seksuelle/driftige ressourcer. Ofte viser slutningen af en drøm løsningen. Jeg formoder derfor, at du endnu ikke helt har rejst din indre mand op, men at du nu har muligheden for det.

Held og lykke!

Sindssyg, tynd mand skyder løs

Anna: Jeg er en kvinde på 49 år, og er meget herhjemme. Jeg er ret usikker, og forventer hele tiden det værste. Er meget fikseret på tanker om sygdom og død, desværre, og er hypokonderisk i mine dispositioner, men er også lykkelig for min lille familie (partner, søn) og lever et i øjeblikket ret “begivenhedsløst” liv, set udefra, men der sker meget på følelsesmæssige planer hele tiden. Meget synes jeg skal ændres ved mig selv, ikke mindst at jeg skal i bedre form og tabe mig i vægt.

Drøm: Jeg er kommet i gang med fysisk træning, og er selv helt forbavset over, at jeg sagtens kan klare at løbetræne. Jeg er ret passioneret omkring min træning, og løber rigtig meget rundt, både i byen og ude på landet, gennem somme tider besværlige landskaber. Jeg fik engang besked på ikke at løbetræne af min læge, fordi mine knæ er svage, men jeg mærker her i drømmen, at der ikke er problemer med knæene i forhold til løb, og det er jeg begejstret over. Jeg hører til en sportsklub som har til huse i en stor bygning i byen. Jeg er inde i bygningen, og ser på sportstøj. Det er nødvendigt, at jeg køber noget træningstøj, fordi det er ved at blive koldt udenfor. Jeg finder et sæt som består af en flot, feminin sort t-shirt med en slags plisserede skuldre, samt af almindelige hvide joggingbukser og hvid hættetrøje. Forbavsende nok er sættet billigt nok til, at jeg har råd til det. Det koster kun ca 200 kr. Her følger nu en del fnidren omkring med at af- og påtage mig tøj. Jeg er glad for mit nye træningstøj, især for den flotte t-shirt, selvfølgelig – men der er en truende stemning i bygningen, og jeg ved, at jeg og mine veninder skal holde os nær ved en udgang, så vi kan flygte hurtigt. Der kommer nu en tynd, sindssyg mand gennem en lang, smal gang, og han har våben med. Inden længe begynder han at skyde, og jeg ser folk falde om med blod flydende, og jeg flygter ud af bygningen. Jeg flygter og flygter rundt i byen, men den sindssyge mand er hele tiden i nærheden, selvom han ikke nødvendigvis jager præcis mig. Jeg ved bare, at jeg skal være heldig og årvågen for at undgå ham. Min overlevelse er mest afhængig af held og tilfældigheder. Lige, som jeg synes, at jeg er begyndt at blive god til at undgå den vanvittige voldsmand, opdager jeg, at noget har ændret sig i byen. Tilfældige mennesker og hele grupper af mennesker i byen bliver nu skudt ned af alle mulige forskellige, gale revolvermænd. Alt er kaos, og der er nærmest en krigslignende stemning i byen. Ingen kan stole på nogen anden, og man kan hvert øjeblik forvente, at en, man troede var et almindeligt medmenneske, griber til våben og slår en ihjel.

Drømmetydning: Sikke en dramatisk drøm!

Du er kommet i gang med at løbetræne, dine knæ kan godt holde og du bevæger dig gennem besværlige landskaber. Det vil sige, at du i øjeblikket har en robusthed og kan bevæge dig ind i svære følelsesmæssige og psykiske terræner.

Du skal købe noget tøj, da det er ved at blive koldt. Du skal klædes på til opgaven. Du køber noget feminint tøj, som du befinder dig godt i. Det koster 200 kr. Tallet 2 har ofte noget med dualiteter at gøre, og da hele drømmen har en stærk kontrast mellem det maskuline og feminine, tænker jeg, at prisen også afspejler dette tema.

En tynd og sindssyg mand kommer ind i bygningen. Som hovedregel er alle vores drømmesymboler sider af os selv. Bygningen er din persona og manden er din egen maskuline side – din animus. Jeg føler mig ret overbevist om, at denne maskuline side har være godt begravet i dig. Du beskriver jo netop dit vågne liv som en smule inaktivt, men med et stort indre liv, og du klæder dig meget feminint i drømmen. Jeg tænker derfor, at du mest bruger dine feminine sider. Men nu er manden altså brudt ind til dig – du er ved at få fat i ham i dit vågne liv. Dette indbrud af det maskuline hos en kvinde sker ifølge Jung ofte på en voldsom og aggressiv måde. Det behøver derfor ikke at være en sindssyg mandlig side, du har. Han virker blot sådan, da han truer med at udslette dit gamle pæne jeg. Efterfølgende er der krig og kamp alle steder. Intet er trygt, og du prøver naturligvis at flygte. Dit indre liv er altså i voldsomt oprør, og selvom din mandlige side er kommet ind i den bygning, hvor du befinder dig, er du endnu ikke blevet forenet med ham.

Eventyret skal dog helst ende med et indre bryllup, så du skal nok øve dig i at rumme dine maskuline, handlende og aggressive sider. Desuden er der en sidegevinst ved denne mandlige side – han er tynd. Så mon ikke at vejen til at tabe et par kilo, er ved at integrere din egen maskulinitet?

Eftertanker: Jeg kan ikke lade være med at tænke over, at dine tanker kredser meget om død, sygdom og vægttab. Jeg tænker, at din mandlige side i øjeblikket skyder på dig fra sidelinjen – og får dig til at føle dig forkert. Kunsten for dig er som sagt at integrere denne aggressive mand, så du kan bruge ham, der hvor det er nødvendigt i den ydre verden. Din indre mand og kvinde skal samarbejde – ikke bekrige hinanden.

Bil kører galt i uvejr

Jeg er en pige på 16 år. Jeg går i 10. klasse. I øjeblikket har jeg en svær periode. Siden jeg kom hjem fra min efterskole, som jeg var utrolig glad for, har jeg haft lidt svært ved at falde ind i en ny hverdag og tilpasse mig mine sociale relationer herhjemme. Jeg er normalt en meget glad person med en god familie og gode venner. Denne drøm påvirkede mig meget, fordi alle følelserne var ekstremt stærke.

Drøm: Jeg sidder i en bil på bagsædet sammen med min mor og lillesøster. Jeg ved ikke hvem, der styrer bilen. Det regner vildt meget. Uvejret og min egen træthed fylder meget. Jeg kan mærke, mens vi kører, at vi er på vej til at køre galt. Jeg prøver at sige noget til de andre for at få stoppet bilen, men lige meget hvor meget jeg prøver at sige noget, er der ingen, der lytter til det ­– jeg bliver både overdøvet af min mor og lillesøster, der snakker med hinanden og regnen der lyder voldsomt udenfor. Pludselig glider bilen, og vi vælter til højre. Jeg prøver at redde min lillesøster, der sidder yderst mod vinduet.

Pludselig sidder jeg alene i bilen, den holder nu stille, der er intet uvejr og jeg er i det hele taget et helt nyt sted. Jeg holder midt i byen ud for nogle lejligheder, men der er meget fredeligt. Jeg sidder bagerst i bilen og ser mit spejlbillede i spejlet foran. Mit hår er helt kruset i en knold og mit tøj er slasket og jeg ser meget sølle ud. Jeg kigger så ud ad vinduet og får øje på min ekskæreste, der går forbi. Han ser meget fornem ud i tøjet, og jeg lægger mærke til, at hans hår er blevet længere og tænker, at det ser rigtig fedt ud. Han går langsomt forbi, og jeg har et indtryk af, at han kigger efter en bestemt lejlighed. Jeg bliver ved med at holde øje med ham, og har lidt en forhåbning om, at han ser mig, men kommer så i tanke om, hvordan jeg ser ud og skjuler mig så lidt. Jeg har en følelse af, at han ved, jeg er der, men at han er lidt ligeglad med det. Han går så rundt om et hjørne, og jeg sidder alene tilbage og kigger ud ad vinduet.

Drømmetydning: Det er ikke dig, der styrer bilen. Du sidder på bagsædet, og selvom du selvfølgelig er for ung til at have kørekort i dit vågne liv, kan dette være et billede på, at du i øjeblikket er passager i dit eget liv. Du lader andre styre og bestemme i hvilken retning, du skal bevæge dig. Det er uvejr og det regner meget udenfor. Jeg tænker, at det er et billede på, at du har det svært følelsesmæssigt. Du ved, at I er på vej til at køre galt, men bliver ikke hørt. Hvad er det i dit vågne liv, som du inderst inde godt ved, men ikke får sagt højt og tydeligt?

I vælter til højre. Traditionelt forbinder man den højre side med det logiske, konkurrerende og maskuline princip – og venstre side med det mere emotionelle, kreative og kvindelige princip. Er du ved at vælte for meget til højre på din vej i dit vågne liv? Hvad skal du efter 10. Klasse? Er der nok kreativitet og rummelighed i den vej du har valgt? Du prøver at redde din lillesøster – din indre lille pige. Hun virker særligt udsat, da hun sidder yderst. Det er godt, hvis du kan give hende lidt omsorg.

I næste del af drømmen sidder du alene bagerst i bilen og ser på dit sjælelige spejlbillede. Dit hår er kruset og i en knold. Dine tankemønstre er nok gået lidt i hårdknude. Du er ikke klædt på til at vise dig frem. Dit slaskede tøj tyder på, at du er slap. Tappet for energi. I den første del af drømmen, var du også meget træt. Der kommer noget forbi dit udsyn, som ser attraktivt ud, og som du får lyst til. Men i stedet for at gribe ud efter det (ham) gemmer du dig. Din selvtillid er svækket, og du virker passiv og meget tilbagetrukken – du sidder også bagerst i bilen. Er der noget i dit vågne liv, som du ønsker (noget fornemt), men hvor du ikke føler, at du har det, der skal til – ikke er klædt på til opgaven? Du sidder inde i en bil og kigger ud ad vinduet. Det vil sige, at du sidder inde i en skal og kigger ud af øjnene, mens livet passerer forbi.

Tænk over hvad du kan gøre for at få din energi og din selvtillid tilbage og komme ud af din skal. Og prøv selv at styre bilen derhen, hvor det er rart at være. Held og lykke 🙂

Fanget i bassin mellem to hajer

Jeg er en pige på seksten år. Til dagligt går jeg på efterskole. Jeg er en meget stille og eftertænksom person. Jeg kan meget sjældent huske min drømme, men jeg har dette ene mareridt, som kommer tilbage igen og igen.

Drøm: Jeg kører ned af en rulletrappe og lige ned i et kæmpe bassin. I det jeg er nede i bassinet forsvinder rulletrappen bag mig, og jeg kan på ingen måde komme op igen. Så svømmer jeg rundt der i et stykke tid. Pludselig går en sluse op og ind kommer en stor haj. Den svømmer bare rundt om mig og “leger” nærmest med mig. Endnu en haj bliver lukket ind, og nu svømmer begge efter mig. Jeg er fanget og kan intet gøre.

Drømmetydning: Gentagne drømme er altid vigtige. Det er derfor godt, at du får kigget nærmere på denne drøm.

Du kommer ned i et bassin. Det vil sige, at du kommer ned i dine følelser. Derefter kan du på ingen måde komme op igen. Sidder du i dit vågne liv fast i nogle følelser, som du har svært ved at komme ud af? Jo længere tid du befinder dig nede i dette følelsesvand, jo farligere bliver det – og jo mere fanget bliver du.

Du er klemt mellem to hajer. Hvad er det for to farlige størrelser, der svømmer efter dig? Føler du i dit vågne liv, at der er nogen der leger med dine følelser? Bliver du klemt af dine forældre på en eller anden måde? Befinder du dig i et trekantsdrama? Eller er det dine egne følelser, der jager dig?

Det er svært for mig at vide helt præcist, hvad hajerne symboliserer. Men du kan nok selv regne det ud. Drømmen viser ingen udveje, så i første omgang skal du finde ud af, hvad der fastholder dig. Derefter kan nye drømme vise vej.

Pige på rumrejse

Jeg er en pige på sytten år. Til daglig går jeg på efterskole. Det vil sige, at der sker en del omkring mig hele tiden – det kan nogle gange være en smule stressende, men samtidig er jeg meget glad for det.

Drøm: Jeg drømte at jeg var ude at flyve for første gang (jeg har heller ikke prøvet det i virkeligheden).

Jeg var ret nervøs og prøvede at finde trygge personer at sidde sammen med, men det gik ikke så godt.

Det var som om vi planlagde, at vi skulle ud på en rumrejse, og da vi lettede svævede vi alle rundt i flyveren, som når man er i rummet. Det var en fantastisk følelse.

Drømmetydning: Når man flyver, er man oppe i de høje luftlag og i forbindelse med noget helt nyt. Man letter fra den fysiske og kendte virkelighed. Det er derfor helt naturligt, at du ikke kan være tryg i processen – du har aldrig oplevet noget ligende før.

Du er i gang med at planlægge en rumrejse. Det vil sige, at du er på vej ud på en ukendt, spændende og eventyrlig rejse – måske din livsrejse. Hvad skal der ske, når du er færdig med efterskolen? Tumler du med nogle ideer, der er helt nye for dig?

Drømmen kan også være et billede på, at du sammen med dine efterskolevenner er i gang med en fantastisk rejse. Du har nok fået en del nye og inspirerende oplevelser – du har måske aldrig oplevet noget lignende før, og det har fået dig til at svæve.

Held og lykke med din videre rejse 🙂

Dyr med dobbeltbetydning

Drøm fra kvinde i 30’erne: Jeg drømte, at jeg mødte en smuk, sensuel mand i en hytte i en vildmark. Der var vilde dyr udenfor. Heriblandt en gorilla! Den var en (sproglig) dagsrest fra en film, jeg så i går. I filmen var gorillaen et menneske, der var ansat til at torturere formodede terrorister. Han døde i begyndelsen af filmen, hvorefter hovedpersonen (som var kontorist) overtog hans hverv. Det har nok ikke noget med sagen at gøre. Jeg syntes bare, at det var sjovt, at ordet gorilla havde skiftet betydning i drømmen. Fra overført til konkret.

Drømmetydning: Ja, sjovt med skift af betydning – og godt set! Selvom filmen ikke er din drøm, får du trods alt en association til den. Og i filmen overtager en kontorist gorillaens job. Tænker at en gorilla har en rå naturlig vildskab, og at en kontorist ikke på samme måde er i kontakt med sin seksualitet, vrede og naturlige drifter, men mere agerer efter regler.

Har du nogle terrorister inde i dig, der skal tortureres, hvis de ikke makker ret? De vilde dyr udenfor virker lidt som et vagtværn, som måske har en dobbeltbetydning. Dels holder de øje med terrorister, så der ikke er noget, der trænger ind i idyllen. Og måske er de samtidig din egen fraspaltede dyriske natur. Den natur der kan terrorisere dine velordnede og rene idealer.

Baby bliver til æggekage

Drøm fra kvinde i 30’erne: Jeg drømte, at jeg havde en baby, som jeg glemte at fodre. Da jeg kom i tanker om det et par dage efter hendes fødsel, guffede hun ivrigt i sig fra brystet. Men så glemte jeg det igen. Og så glemte jeg hende på et bord, hvor hun lå indrullet i sølvpapir og et tæppe og havde det alt for varmt. Hendes øjne var helt udflydende, og da jeg pakkede hende ud, blev hun til æggekage
☹

Drømmetydning: Ha ha, hvor sjovt! En baby er et meget positivt symbol. Noget nyt du har født. Et projekt, en ide, noget feminint etc. som du har sat i verden for et par dage siden. Noget du dog ikke har givet opmærksomhed til uafbrudt.

Der er mange kvindelige symboler i drømmen. Barnet er en pige. Du giver hende mælk fra dit bryst. Sølv (sølvpapir) er fra gammel og alkymistisk tid forbundet med det kvindelige. En æggekage er lavet af æg – et frugtbarhedssymbol. Og at have brød eller en kage i ovnen (sølvpapir og tæppe virker her som en ovn) betyder det samme som at være gravid.
 Umiddelbart tænker jeg, at du så småt har født noget, der måske ændrer lidt form, men jo stadig er et billede på noget, der bliver født/ruget ud. En feminin side som er frugtbar og positiv.

At barnet bliver til en æggekage kan være et billede på, at det ikke længere er dig, der skal nære det, du har født. Nu kan det nære dig.

Konge, slot og erobring

Drøm fra mand i 40’erne: Drømte i nat, at jeg var blevet konge. Mens jeg ventede på, at jeg fik taget mig sammen til at pakke mine flyttekasser ud på Amalienborg, fordrev jeg tiden med at lave ungdomsradio. Det var Oliver Zahle, der åbenbart også lavede ungdomsradio, meget sur over, og til sidst fortalte han mig, at lytterne hadede mig. Jeg svarede ham, at jeg i så fald straks ville stoppe som radiovært, men forlangte naturligvis af ham, at han dokumenterede lytternes had. Det sidste krav var åbenbart meget ubehageligt for ham, for han reagerede ved at falde om og tage sig til hovedet, der viste sig at bestå af en skal af gammelt metal fyldt med knastør støvet jord. Det meste af jorden smuldrede væk og føg ud gennem øjenhulerne, så der til sidst kun var skallen tilbage.











Drømmetydning: Tak for underholdning – og tillykke med, at du er flyttet ind på slottet og er blevet konge i eget liv. Og har erobret denne der spydige indre stemme, der har jord i hovedet og en gammel metalkonstruktion som skal. Du har nok nogle gamle stive mønstre med at pege fingre ad dig selv, som det er på tide at tilintetgøre. Nu skal du blot tage dig sammen til at folde dig ud, pakke flyttekasserne ud og blive herre i eget slot!

Kysser Syd

Drøm fra kvinde i 30’erne: Jeg drømte, at jeg kyssede en ung mand, der hed Syd. Det var en forkortelse for et navn, som bestod af nogle helt andre bogstaver. Han var vist færøsk. Hvad pokker kan Syd betyde?

Drømmetydning: Drømme om at kysse vidner ofte om en integration eller flirt med de egenskaber, den kyssede person har. Her er det en ung mand – altså noget maskulint. Og så hedder han Syd – det får mig til at tænke på syd for bæltestedet eller mere generelt den sydlige del af kroppen – følelser, seksualitet eller måske jordforbindelse, hvis det er helt sydligt. Rent geografisk er de også varmblodige i syden. Jeg ved ikke, hvad du forbinder med det færøske, men jeg tænker på rå naturkræfter. Alt i alt tænker jeg, at drømmen har noget at gøre med en vækkelse af nogle seksuelle eller seje naturkræfter.

Autoriteter stopper projekter

Drøm fra mand i 50’erne: Sidder i et mødelokale med en gruppe kvinder. Jeg er en form for projektleder, og jeg vil gerne færdiggøre et projekt. Kvinderne har en talsmand (kvinde), som er en meget stram madamme. Hun sidder med ansigtet vendt væk og ryggen til. Hun bekendtgør, at vi ikke har tid til at afslutte opgaven nu, og at vi må hæve mødet. Jeg bliver meget frustreret og vred, men der er ikke noget at gøre!

Jeg går ud i verden og møder Master Fatman. Han er meget hjertelig og vil give mig en krammer. Men han får pludselig et forskræmt ansigtsudtryk ­– jeg ved, at han kan mærke, hvor vred jeg er.

Jeg kommer så til et værksted, hvor der er opsat et bistade. Min far ankommer. Jeg fornemmer, at det er ham, der er den overordnede på det projekt. Han kommer med en række kritiske bemærkninger – om love og regler er overholdt, og om det overhovedet er i orden, det vi har gjort. Jeg kan mærke, at jeg bliver irriteret.

Drømmetydning: Det er ikke dig, der er autoriteten i drømmen, skønt det er dig, der er projektleder. Måske er det et billede på, at du ikke leder dit eget liv, men lader dig bremse af normer, regler og andres vilje.

Dine mandlige og kvindelige sider arbejder ikke sammen. Kvinden, der taler, vender ansigtet væk fra dig. Har du en tendens til at bekendtgøre noget, du ikke har dig selv med i? Din mandlige jeg-side burde kæmpe noget mere, slå i bordet og i hvert fald få afløb for vreden, der hvor den hører hjemme. Så den ikke blander sig i dit hjertelige møde med Master Fatman. Du virker næsten som en hidsig, indædt bi, der kommer til at stikke Master Fatman i stedet for dem, der vitterligt træder på dig.

Din far sidder solidt på skuldrene ad dig som en indre censur/dommer, der med sit kritiske blik bremser din færd i livet.

Alt i alt tyder drømmen på, at du hæmmer din egen kraft og vilje samtidig med, at du ikke får sat dig igennem overfor omverdenen. Du skal øve dig i at blive din egen autoritet!

Follow my blog with Bloglovin